Månen

månen

Planten Månen eller luminaren, som den sammen med solen også betegnes inden for astrologien, påvirker vores personlighed, vores humør, vores udtryk.

Månen er den planet, der ligger tættest på stjernetegnscirklen, og den er kun en måned om at nå hele vejen rundt.

Med de 12 stjernetegn der findes, betyder det, at denne luminar befinder sig ca. 2 ½ dag i hvert stjernetegn.

 

Hvilken indflydelse har Månen på mit stjernetegn?

Månen repræsenterer det nære og det omsorgsfulde forhold mellem mor og barn. Den er vores guide igennem livet og lader os føle alt det vi kan af både glæde og sorg, vild lykke og dyb frustration. Denne luminar er vores indre udtryk, vores behov og er på mange måder det modsatte af den karakter Solen påvirker vores stjernetegn med.

Solen er vores ansigt udadtil. Den giver os vores facade og dét som vi lader andre se i os. Månen derimod viser os, hvem vi i virkeligheden er som mennesker. Den lader os mærke vores fortid og de ting vi har oplevet. Planeten lader vores minder komme frem, så vi husker og kan lære af vores erfaringer.

Astrologen Grant Lewi har udtrykt følgende vise ord: Når du ved hvad du mener, men ikke kan få det sagt, så er det din Måne, der ved det, og din Sol, der ikke kan sige det.

 

Månen i stjernetegnshjulet

Når Månen i løbet af en måned passerer alle de tolv stjernetegn, så har det indflydelse på dig personligt. Nogle placeringer ændrer ikke ved dit humør, mens luminaren i andre stjernetegn kan give dig voldsomme humørmæssige udsving.

Du kan skrive ned, hvis du véd, du har nogle bestemte dage på måneden, hvor du ikke er som du plejer at være. På den måde kan du følge Månens færd i stjernetegnshjulet i nogle måneder. Måske er det når luminaren går ind i Skorpionen, at du føler dig mest frustreret eller måske er det Krebsen, der gør dig mere sårbar.

Når Månen er i et stjernetegn, så styrker det de mest kraftfulde og stærke udtryk. Hvor Solen får det bedste frem i et stjernetegn, bringer denne luminar det stærkeste frem i et stjernetegn. Du kan lære at tøjle de mere vilde og nogle gange uhensigtsmæssige sider, som planeten forstørrer.

Månen i Vædderen. Med luminaren i Vædderen bliver stædighed og behovet for at lykkes mere udpræget. Du vil kæmpe hårdere end du plejer, og du accepterer ikke et nej. Måske bliver du lidt for optaget af målet og kan træde nogle over tæerne undervejs.

Månen i Tyren. Hos Tyren er det stabilitet og ro der bliver forstærket. Tyrens stædighed kan blive noget overdrevet på dette tidspunkt af måneden.

Månen i Tvillingen. Den begavede Tvilling får et øget behov for at lære og komme op med nye idéer. Til tider kan det blive flyvsk, fordi Tvillingen gerne vil have gang i for mange ting på én gang. Lær at fokusere på enkelte ting.

Månen i Krebsen. Krebsens tegn er tegnet hvor denne luminar hører hjemme. Krebsens følsomhed og empati bliver forstærket, og derfor er det en tid for omsorg og nærhed med de nære og kære for Krebsen.

Månen i Løven. I denne tid bliver Løvens behov for sociale arrangementer og opmærksomhed ekstra stort. Løven opsøger bekræftelse og har samtidig med mere selvtillid og styrke til at lede store projekter.

Månen i Jomfruen. Jomfruens hang til organisering og detaljer bliver endnu skarpere når planeten er i Jomfruens tegn. Brug tiden på at få orden i dine ting eller kast dig over de opgaver, hvor du virkelig har brug for at koncentrationen er i højsæde.

Månen i Vægten. Når luminaren bevæger sig ind i Vægtens stjernetegn bliver lysten til sociale aktiviteter mere udpræget. Du har lyst til at være sammen med andre og nyder samtale på en helt ny måde.

Månen i Skorpionen. Med Månen i Skorpionen er der endnu mere tryk på lidenskaben end normalt. Skorpionens temperament bliver mere voldsomt, og du har brug for at finde en måde, at få ro på. Løb en tur eller dyrk mindfullness. Måske er det en tid på måneden, hvor du har det bedst alene.

Månen i Skytten. Når luminaren bevæger sig ind i Skyttens tegn åbner optimisme og udadvendthed op og det bliver en stærk kontrast til planeten i Skorpionen i dagene forinden. Du er mere glad for at være sammen med andre og føler dig i det hele taget mere positivt stemt.

Månen i Stenbukken. I Stenbukkens tegn er der større fokus på at opnå noget. At du bliver færdig med de projekter, du er i gang med. Det er ikke så meget følelserne, der overtager, når luminaren placerer sig i Stenbukkens tegn, men mere den praktiske tilgang til livet.

Månen i Vandmanden. Med planeten i Vandmanden bliver det lidt af en fortsættelse af Stenbukkens tegn. Der er fokus på at tænke tingene igennem, men uden at blive følelsesmæssigt involveret. Du er vild med at lære og føre lange samtaler, der udvider din horisont.

Månen i Fisken. Fiskens kreative sider bliver endnu mere udtalte, når luminaren passerer stjernetegnet. Du har i denne tid mere lyst til at udforske det åndelige og det spirituelle end ellers.

Kan du nikke genkendende til nogle af perioderne i løbet af en måned, der påvirker dig? Mærker du særlige kreative perioder eller særligt følsomme perioder på bestemte tidspunkter? Så kan det det være, at det er Månens bane, der påvirker dig.

Læs også om Solens indflydelse her.